Menu

Tredjeholdet øjner plads i Serie 4

image Serie 5-mandskabet slog Skørping 4-0 og bejler fortsat til en plads i efterårets Serie 4 som en af de 24 bedste toere. Arkivfoto
Af Jørn Eriksen
08. juni 2017 kl. 11:27
Serie 5-mandskabet slog Skørping IF Frem 4-0 på udebane i tredjesidste spillerunde onsdag 7/6 og cementerede den andenplads, der med point nok på kontoen kan sikre en plads i efterårets Serie 4 i den sidste ende - Jeppe Sørensen, Stefan Berg, Nikolaj Bøgh og Jesper Gustavsen stod for scoringerne. Læs mere her...

Det var især på en god anden halvleg, eller sidste time, at Serie 5-mandskabet med Kim Lyngberg som taktisk strateg på sidelinjen sikrede sig en 4-0-sejr på udebane over lokalrivalerne fra Skørping IF Frem onsdag aften 7/6.
Efter 1-0 til SIF ved pausen blev tingene sat på plads i de sidste 45 minutter, og SIF-mandskabet cementerede vigtigst af alt den andenplads, der kan udløse en billet til efterårets Serie 4. De 24 bedste toere rykker nemlig op i lighed med puljevinderne, mens de 48 dårligste toere forbliver i Serie 5.
Og SIF-mandskabet er med pænt med i toer-regnskabet.

DBU Jylland havde forleden - inden SIF-holdets udekamp mod Skørping - en oversigt over toerregnskabet, se link til det her:

http://www.dbujylland.dk/Nyheder/2017/Juni/Bedste-toere

- Vi rykker op, hvis vi kan vinde de to sidste kampe. Vi spillede en rigtig fin anden halvleg mod Skørping, der havde givet os pæn modstand før pausen, men de mistede noget af deres energi i de sidste 45 minutter, siger Kim Lyngberg.
Inden pausen var det venstrebacken Jeppe Sørensen, der bragte SIF på sejrskurs i det 29. minut. Den energiske forsvarsspiller tog chancen med et langskud fra 30-35 meter, og han sendte bolden over Skørping-keeperen og i mål - en kraftfuld og flot scoring af Jeppe Sørensen.

- Vi fik lidt for stor afstand mellem kæderne i første halvleg, men det fik vi rettet op på, og alle mand fik pænt med spilletid i kampen. Vi havde fire U 19-spillere med, der alle mindst fik 45 minutter, og jeg glæder mig samtidig over, at spillerne slet ikke brugte tid på at kommentere dommerens kendelser denne gang. Alt i alt en fin indsats i kampen, hvor det øsregnede, forklarer Kim Lyngberg.

SIF-startopstillingen mod Skørping IF Frem, 4-2-3-1 eller 4-3-3 efter temperament: Mikkel Blad Krogh - Tobias Carøe Eriksen, Stefan Berg, Mark Bloch og Jeppe Sørensen - Jesper Gustavsen og Jacob Astorp - Vicor Bartholomæussen, Christian Grønhøj og Stefan Berg - Mads Frost.
Indhopperne denne gang: Frederik Lykke, Søren Salk og René Christensen.

Allerede efter en lille halv time blev der justeret lidt på SIF-holdet. Jacob Astorp og Victor Bartholomæussen kom ud til et pusterum - ind kom U 19-duoen Frederik Lykke og Søren Salk. Det betød, at Tobias Carøe Eriksen overtog Stefan Bergs midtstopperplads, og Berg rykkede op på midtbanen centralt, mens Søren Salk blev ny højre back, og Frederik Lykke overtog en af kantpladserne.

Efter pausen scorede Stefan Berg direkte på frispark i det 50. minut, da han lurede at keeperen stod helt ude ved den ene stolpe - og Berg sendte med en hård inderside bolden ind modsat. To minutter senere øgede Nikolaj Bøgh til 3-0 for SIF, da han fulgte op på en afslutning fra Jesper Gustavsen, og sidstnævnte scorede selv til 4-0 i det 65. minut.
I den fase kom også Rene Christensen i spil, og der blev roteret kraftigt rundt i slutfasen, så alle mand - med keeper Mikkel Blad Krogh som undtagelse - var en tur omkring udskiftningsbænken.

- En god sejr takket være en god indsats. Vi skal turde spille vores spil - også i de sidste afgørende kampe. Og nogle gange laver man fejl, men ingen spiller fodbold uden at lave fejl - heller ikke på højeste niveau. Jeg er meget tilfreds med indsatsen i Skørping, slutter Kim Lyngberg.

Serie 5 spiller igen på søndag 11/6 hjemme mod Vokslev IF og slutter af lørdag 17/6 ude mod Vegger IF - to sejre til SIF vil sende holdet op i Serie 4.

Luk