Ufordøjeligt punktum for Serie 3
Det var lidt som at være i klar vinderposition på en bjergetape i Tour de France for så at punktere 800 meter fra målstregen, da Serie 3-mandskabet fik vekslet en 3-0-føring med syv minutter igen til slutcifrene 3-3 i bundopgøret ude mod Løgstør IF tirsdag aften 6/9.
- Vi spillede en kanonkamp i 83 minutter. Noget af det bedste længe. Og vi havde chancerne til at score til både 4-0 og 5-0, inden det hele slog en kolbøtte i slutfasen. Det var decideret ærgerligt, siger Jan "Krølle" Nielsen, Serie 3-træner i SIF Fodbold.
Løgstør fik desværre held med nogle lange bolde frem ad banen i håb om nedfald og tilfældigheder, og det gav bonus til allersidst, og så måtte SIF se en tilsyneladende sikker sejr og tre tiltrængte point blive forvandlet til uafgjort.
SIF-startopstillingen, 4-4-2: Michael Nielsen - Martin Thinggaard, Rasmus Carøe Eriksen, Anders Jacobsen og Jeppe Sørensen - Stefan Berg - Patryk Kristensen, Jimmi Thomsen og Mads Worsøe - Niclas Plougmann (U 19) og Andreas Tarp. Bænken denne gang: Niclas Aagaard (U 19), Kasper Mikkelsen og Kasper Bøgh. Alle 14 kom i aktion.
SIF kom foran 1-0 cirka midtvejs i første halvleg, da Niclas Plougmann fandt Andreas Tarp, der slutteligt fik spillet Mads Worsøe fri til scoring. Kort efter indkasserede Martin Thinggaard et gult kort. I første halvlegs sidste minut kom SIF også foran 2-0, da en stærkt spillende angriber i skikkelse af U 19-spilleren Niclas Plougmann drønede et godt skud afsted. Bolden tog indersiden af den ene stolpe og fortsatte over på den anden stolpe. Løgstør-forsvaret fik clearet, men bolden havnede hos Andreas Tarp, der satte den i nettet.
- Vi kom helskindet igennem et Løgstør-pres de første 10-15 minutter af anden halvleg, og med 16 minutter igen øgede Kasper Mikkelsen til 3-0 for SIF på en assist signeret en anden indhopper, U 19-spilleren Nicklas Aagaard, forklarer Jan "Krølle" Nielsen.
Den scoring kom, mens SIF var i undertal p.g.a et gult kort til Rasmus Carøe Eriksen.
Og så kom det ufordøjelig punktum på kampen ellers fra det 83. minut og frem til slutsignalet.
Tre Løgstør-scoringer på få minutter fik opgøret til at gå i 3-3, og det kunne hjemmeholdet være mest tilfreds med.
I det sidste minut var der også et gult kort til SIF-spilleren Kasper Mikkelsen for usportsligt sprogbrug over for en modspiller.
Kampens SIF-spiller blev U 19-angriberen Niclas Plougmann, der fik 10 stemmer i fidusafstemningen.