Vanvids-sejr holder JS-herrer i live
Allerede inden startfløjtet på kunstgræsbanen på Provstejorden denne lørdag eftermiddag var presset øget på det nedrykningstruede SIF-mandskab i og med, at RKG Klarup havde besejret Skjold Sæby 5-3 i Klarup.
Den RKG-sejr var ikke ligefrem med i SIF-cheftræner Kim Nielsens på forhånd opstillede ligning til weekendens kampe, men SIF-mandskabet tog i den grad arbejdshandskerne på og i en - efter SIF-cheftrænerens ord - vanvidskamp hevet en 2-1-sejr hjem efter tung Chang-dominans i store dele af anden halvleg.
- Det var en helt vanvittig kamp, som man kan blive helt forpustet af at kigge tilbage på. Nu er alt muligt i en uhyre åben pulje. Eneste streg i regningen var, at Klarup slog Skjold Sæby. Det havde set svært ud, hvis vi havde tabt til Chang, men nu gik det heldigvis vores vej, og sejren blev fejret som en oprykning, og vi havde stor støtte fra sidelinjen i dette opgør, siger Kim Nielsen.
- SIF-startopstillingen, 4-4-2: Mikkel Blad Krogh - Christoffer Olesen, Aske Kjærup Pedersen, Zacharias Krunderup og Stefan Pilgaard - Thomas Nielsen, Nicklas Aagaard, Mikkel Frimor Holm Jensen og Nikolaj Thorhauge Jacobsen - Nicolaj Hvilsom og Mads Harbo.
- Bænken denne gang: Kasper Bøgh, Asger Bundgaard Nielsen og Rasmus Hasselriis.
SIF havde målchancer i kampens indledning uden at få scoret, og Chang satte efter et gult kort til Nicklas Aagaard cirka midtvejs i første halvleg SIF under pres.
0-0 ved pausen efter fine momenter i spillet af et hårdt arbejdende SIF-mandskab.
- Vi faldt ikke i kadence efter pausen, men Chang var vanvittigt gode - efter nogle indskiftninger - i anden halvleg. Vi havde voldsomme problemer med at styre en indskiftet angriber, men heldigvis leverede keeper Mikkel Blad Krogh en præstation, jeg sjældent har set mage til. Han holdt os inde i kampen i den fase af opgøret, fortsætter Kim Nielsen.
0-0 efter den første time, hvorefter det hele eksploderede.
I det 62. minut igen fik Chang tildelt et straffespark (hands mod Aske Kjærup Pedersen, red.), men Mikkel Blad Krogh klarede Chang-forsøget fra den hvide plet, og han havde i den efterfølgende fase en lille håndfuld redninger på nærgående Chang-forsøg, hvor et af disse blandt andet prellede af på SIF-overliggeren.
Chang - med den tidligere SIF-cheftræner Allan Christensen - ved den taktiske styrpind kom dog foran 1-0 med 20-25 minutter igen. Efter opspil i højre side kom bolden ind foran SIF-målet, hvor den blev banket op i nettaget.
- Vi stod og funderede over en indskiftning af Rasmus Hasselriis med et lille kvarter igen for så at spille med flere folk i front, men mens vi gjorde det, scorede vi to gange. Først blev bolden ført op i højre side, hvor Thomas Nielsen spillede bolden skråt bagud til Mikkel Frimor Holm Jensen, der satte den i kassen til 1-1. Inden den udligning havde vi sat Asger Bundgaard Nielsen ind på den centrale midtbane. Nicklas Aagaard fik et pusterum, og intentionen var, at Mikkel Frimor Holm Jensen skulle få albuerum til flere fremstød i feltet. Nikolaj Thorhauge var også kommet ud og Kasper Bøgh sat ind i front, hvilket betød, at Nicolaj Hvilsom kom ud på venstrekanten, forklarer Kim Nielsen.
Og så en dyb indånding. Det hele kogte på Provstejorden i den fase af kampen. Stefan Pilgaard kom ud til et pusterum, og Hvilsom overtog tjansen som venstre back, mens Nicklas Aagaard kom ind på midtbanen igen.
Chang trykkede fortsat på for at hive alle tre point hjem.
- Med 10 minutter igen lavede vi en clearing. Bolden kom op mod Mads Harbo, der var noget nær eneste SIF-spiller på Changs halvdel, og en af Chang-midtstopperne lavede en fejl, hvor han ramte bolden skævt. Det gav en friløber til Mads Harbo, der satte bolden i nettet til 2-1.
- Vi satte Rasmus Hasselriis ind og spillede nu 5-4-1 for at forsvare føringen hjem. Kasper Bøgh kom ud igen, og dommeren fik på en eller anden måde lagt syv minutter til. Stefan Pilgaard kom ind igen og erstattede en krampeplaget Nicolaj Hvilsom, og dybt inde i overtiden opstod en batalje mellem Stefan Pilgaard og en Chang-spiller, der havde fået gult kort før pausen. Gult kort til dem begge - men gult-rødt kort til Chang-spilleren, forklarer SIF-cheftræner Kim Nielsen.
Stillingen og aktuelle
kampe i JS-puljen:
https://www.dbujylland.dk/turneringer_og_resultater/resultatsoegning/poolBoard.aspx?poolid=277845
En forløsende sejr for SIF-mandskabet og et tilsvarende ufordøjeligt nederlag for det zebrastribede hjemmehold. En garvet Chang-holdleder rundede - da gemytterne havde lagt sig en smule - SIF-trænerne oppe i klubhuset.
- " Har I hørt, politiet er på vej? Det var det største tyveri på Provstejorden i mands minde. Kan I komme godt hjem"...
- Vi havde "medvind" i dette opgør, en medvind vi har savnet i andre kampe, men spillerne knoklede også på gennem hele kampen for at opsøge heldet, og vi var under voldsomt pres i kølvandet på den noget overraskende hjemmesejr til RKG Klarup over Skjold Sæby, slutter Kim Nielsen.
SIF-keeper Mikkel Blad Krogh ryddede bordet i den efterfølgende fidusafstemning om at blive kåret til opgørets SIF-spiller. Han fik samtlige stemmer - sådan!
SE FLERE FOTOS FRA
KAMPEN PÅ KLUBBENS FACEBOOK-SIDE
SE OG HØR SPORTSCHEF RASMUS
GISSELS VIDEO EFTER DEN
HÆSBLÆSENDE AFSLUTNING PÅ KAMPEN HER
(REAKTIONER FRA KIM NIELSEN, MIKKEL
BLAD KROGH, MADS HARBO
OG MÅLMANDSTRÆNER SØREN ALS):
https://www.facebook.com/siffodbold.dk/videos/2622467551326654/
LÆS OGSÅ:
http://www.siffodbold.dk/klubnyt/senior/gyserafslutning-for-js-herrer/